|
Dansk grisekød har en stærk position på verdensmarkedet, da det er kendetegnet ved høj fødevaresikkerhed og ensartet kvalitet. Markedet er dog præget af skærpet konkurrence, skiftende forbrugerkrav og et øget fokus på bæredygtighed. Leo Grønvall fortæller, hvordan DanePork arbejder på et eksportmarked – og hvilken betydning blandt andet geopolitisk uro og spredning af Afrikansk Svinepest har for afsætningen af dansk grisekød.
Foder er en af de største poster i griseproducenternes økonomi. Hvad kan vi forvente af priserne fremadrettet, og hvilke faktorer kommer til at fylde i den kommende tid? Få et aktuelt overblik over markedet og udviklingen i foderpriserne.
Hvad sker der egentlig i soen op til og under faring? Få indblik i udviklingen af fostre, yver og råmælksproduktion, og hør, hvordan processerne påvirker pattegrisens start på livet. Vi sætter også fokus på, hvordan soen kommer godt gennem faringen og videre i diegivningsperioden, samt hvordan den daglige pasning kan understøtte forløbet.
Når antallet af fødte grise varierer fra uge til uge, kan det være en udfordring at skabe et stabilt flow gennem produktionen. Mogens og Jesper Krogsgaard deler deres erfaringer med at styre en full-line produktion fra inseminering til slagteriets indtransport. Hør, hvordan de arbejder med planlægning og prioriteringer for at skabe større forudsigelighed og stabilitet – med fokus på både grise, medarbejdere og produktion.
Pattegriseoverlevelse er et centralt velfærds- og produktionsparameter, men pattegrisedødelighed er ikke én størrelse. Vi sætter fokus på de områder, hvor der kan opnås høj pattegriseoverlevelse og høj velfærd for både so og grise. Med afsæt i data fra SEGES Insight ser vi nærmere på forskelle mellem besætninger og staldsystemer, risikoperioder i produktionen og betydningen af præcise registreringer, når data skal omsættes til bedre beslutninger i praksis.
Nye krav til kvælstof påvirker ikke kun markplanen – de kan også få betydning for valg af råvarer og sammensætningen af foderet. Med udgangspunkt i konkrete eksempler ser vi på, hvordan forskellige markplaner kan påvirke fodringsstrategien, og hvilke konsekvenser det kan have for foderudnyttelse, produktivitet og grisens udvikling. Fokus er på de valg, der skal omsættes til praksis i stalden.
|
Du kan gemme dine favoritindlæg. Listen følger ikke automatisk med over i tilmeldingen, men du kan printe eller maile den til dig selv, så du har den ved hånden, når du skal sammensætte dit program.
Du kan hente oversigten over alle tidsrum og indlæg i en print-venlig udgave.